Det kan ikke være gået mange cykelrytteres næste forbi, at der i løbet af de seneste år er kommet en ny fræk dreng i klassen, når det kommer til cykling. Tidligere har det fortrinsvis været på henholdsvis landevejen og i skoven på MTB-sporene, at ryttere har færdedes. Men ikke længere. Hvad nu hvis man på en eller anden måde kombinerer de to? Ændrer en smule på geometrien på landevejscyklen, smider nogle bredere dæk på, som man kender det fra MTB, og skiftede asfalten ud med grusveje og stier?
Gravel-disciplinen er kommet for at blive og vi forstår godt hvorfor. Især i vinterhalvåret kommer man væk fra de våde, glatte og kedelige landeveje. Man kommer på opdagelse, kommer tættere på naturen og gravelcykling kan være socialt på samme måde, som det kan være det på landevejen. Og så er der det sikkerhedsmæssige: det er ikke tilfældigt, at flere og flere professionelle ryttere efterhånden kører deres træningspas på grus i skovene end på landevejene. Der er – naturligvis – langt mindre chance for at blive ramt af en bil, når man ikke træner hvor bilerne er.
Dirty Series: Løbsserier når det passer dig.
Denne udvikling var noget, som Steven Olesen og Kristian Karstofte, arrangørerne bag initiativet Dirty Series, i den grad kunne se sig selv som en del af. Med mange år som licensryttere og mange timer i sadlen både på racer og MTB, var fart og race en markant del af deres fælles cykel-DNA. Samtidig følte de, at der ikke rigtig var nogen, der tog ansvar for virkelig at udforske og dele de mange nye rutemuligheder, som grusvejene gav. Med disse tanker i hovedet blev en grus-turnering født: gravel cup.
Konceptet var simpelt: gennem den nyoprettede facebook-gruppe lagde Steven og Kristian en ny rute ud hver måned, så ryttere kunne komme på opdagelse. Men på ruterne var der også indlagte Strava-segmenter, som man havde måneden til at sætte sin bedste tid på. Et simpelt koncept der lynhurtigt skabte et community, og især under Corona-pandemien var det den perfekte måde at køre race uden faktisk at køre sammen.
I starten af 2021 spurgte Steven og Kristian, om Campione kunne tænke os at lege med og hjælpe konceptet med at nå ud til endnu flere glade ryttere. Deres begejstring var smittende, og Campione steg ombord på rejsen. Og pludselig blev en gravel cup til tre forskellige løbsserier: en gravel serie, en MTB-serie og en landevejs serie – og nu under paraplyen Dirty Series. Og hver måned deltager ryttere på alle niveauer: prøver nye ruter, kører race på segmenterne, enten alene eller sammen med den lokale gruppe.
Én af dem der gang på gang kører med på grus hedder Michael Mynster. Faktisk er han så vild med konceptet, at han de to forrige måneder har været den rytter, der har kørt suverænt flest omgange på ruterne af alle – begge måneder med over 10 omgange på en måned, en helt vild bedrift!
Vi har taget en snak med Michael om gravel serien og hvorfor han synes, at den er så fed!
Michael beskriver sig selv som cyklist som træningsivrig, udholdende og kapacitetsmaksimerende, og kombineret med det faktum, at Michael til daglig arbejder som pilot, giver det ret god mening, at der er blevet brugt mange timer i sadlen det seneste stykke tid. For som pilot er det ikke blevet til mange timer i luften det seneste halvandet år grundet Corona.
Hvordan fandt du Campione Gravel Series?
“Lidt tilfældigt. En klubkammerat fik en Cup på Strava, i skoven. Jeg havde lige fået en gruscykel og skulle selvfølgelig slå tiden. Herefter fandt jeg ud af at det var optakt til den første gravel cup fra Steven. Jeg kørte alle afd. og endte på en samlet 2.plads. Næste cup var jeg automatisk tilmeldt og navnet Campione Gravel Cup kom til mit kendskab”, fortæller Michael.
Hvorfor deltog du?
“Jeg skal jo træne alligevel. Jeg kan godt lide at konkurrere og det giver motivation til træningen. Både at der er et mål, men også at der er ruter udlagt. Jeg kørte tri-/duathlon i mere end 25 år og deltog hver vinter i en crossduathlon cup,” uddyber Michael.
Især idéen om at man kan køre og konkurrere på ens egne præmisser tiltalte Michael, og dette er faktisk det, han beskriver som det fedeste ved konceptet.
“Det var spændende at konkurrere på denne måde. Forskellen på vind og vejr, underlag og cykelopsætning har været lærerigt. Hvor, hvordan og hvornår kunne man forbedre sin tid med bare et par sekunder. Jeg foretrækker det tekniske, jeg er ikke noget watt monster”, forklarer Michael.